Om kærlighed, selvværd og frygten for at blive såret.

For nylig sagde en klient til mig:
“Man kan ikke elske andre, når man ikke engang elsker sig selv.”
Den sætning ramte mig. Ikke fordi jeg var helt enig – men fordi der ligger så meget sårbarhed og længsel i den.

Jeg tror, vi alle kender følelsen af at tvivle på, om vi elsker “rigtigt”.
Om vi elsker, fordi vi virkelig mærker det – eller fordi vi længes efter at blive elsket tilbage.
Jeg har selv været i tvivl... Om jeg var forelsket i personen foran mig, eller bare i følelsen af at blive set, ønsket, rummet.

Når kærlighed bliver forbundet med frygt

Mange mennesker, særligt dem der har oplevet svigt, kontrol eller følelsesmæssig kulde i barndommen, lærer tidligt, at kærlighed ikke altid føles tryg.
De lærer, at man må gemme sig lidt, holde igen eller tage ansvar for andres følelser for ikke at miste forbindelsen.

Senere i livet kan det vise sig som angst for kærlighed, frygt for at blive såret – eller en oplevelse af, at man “mister sig selv” i relationer.
For nogle bliver kærlighed forbundet med smerte, og kroppen reagerer derefter: den beskytter, lukker af, spænder op.

Det er ikke, fordi man ikke kan elske.
Det er, fordi kærlighed for mange er filtret sammen med noget gammelt – noget, der engang gjorde ondt.
I terapi arbejder jeg ofte med at løsne de gamle mønstre, så kærlighed igen kan opleves som noget trygt.

At elske sig selv – eller at rumme sig selv

Jeg tror ikke, at man først skal “elske sig selv” for at kunne elske andre.
Hvis det var sandt, ville vi nok alle være alene.

Jeg tror snarere, at kærlighed til andre og kærlighed til sig selv hænger sammen i et kredsløb.
Når du bliver mødt med forståelse, bløder noget i dig op.
Og når du begynder at møde dig selv med mildhed, bliver der mere plads til at tage imod kærlighed udefra.

Det handler måske ikke om at elske sig selv perfekt – men om at rumme sig selv ærligt.
At kunne sige:
“Jeg har fejl, jeg har sår, og jeg prøver stadig at være et menneske.”

Det er det, selvkærlighed i praksis handler om – ikke at føle sig fantastisk hele tiden, men at turde blive på sin egen side, også når man fejler eller føler sig forkert.

Kærlighedens spejl

I terapien møder jeg mange, der længes efter kærlighed – men som samtidig skubber den væk.
Nogle har lært, at følelser er farlige. Andre tror, de skal være “hele”, før de kan være tæt på et andet menneske.

Men kærlighed kræver ikke perfektion.
Den kræver nærvær.

Når vi tør stå ved, at vi både rummer lys og mørke, bliver kærlighed ikke noget, vi skal “fortjene” – men noget, vi kan deltage i.

Vi lærer os selv at kende gennem relationer.
Nogle gange viser kærligheden os alt det, vi stadig kæmper med.
Andre gange hjælper den os med at hele det, vi aldrig troede, vi kunne se på igen.

En stille opfordring

Så måske handler det ikke om at kunne sige:
“Jeg elsker mig selv fuldt ud.”

Måske handler det bare om at turde begynde.

At møde sig selv med lidt mindre kritik og lidt mere nysgerrighed.
At turde sige:
“Jeg er ikke færdig. Men jeg prøver.”

For i det øjeblik, du møder dig selv med mildhed, bliver det også lettere at tage imod andres kærlighed – uden at gemme dig, og uden at miste dig selv.